Min have

min have
Jeg har altid haft en have. I min barndom var det starten på forår, når min far lagde kartofler til spiring oven på fyret.
Så vidste jeg, at nu var det tid at hjælpe far i haven. Jeg var ikke ret gammel, da jeg puttede de første kartofler i jorden, og jeg fulgte ham troligt, når han kom fra arbejde og vi skulle i haven.
Min far var med til at grundlægge min kærlighed til at få jord under neglene, lægge frø i jorden og senere høste. Jeg var meget stolt, når jeg bar de første ting , som vi høstede, ind til min mor.
Senere i voksenlivet har jeg haft en del haver. Jeg kiggede altid på stedet og så haven, som jeg ville have den. Hvad der var lavet i forvejen, var aldrig godt nok. Jeg ville selv sætte mine spor. Og jeg elskede det.
At omlægge hele molevitten, ud i planteskolen, en masse nye planter og så hjem og arrangere. Det var skønt.
Lige nu er jeg flyttet i nye omgivelser og en lille ny have er under omlægning.
Ikke det store denne gang, men jeg er ved at sætte mine spor.
Hus og have er anskaffet i vinter, så det er spændende at se alt bryde frem. Og der er virkelig meget.
Hver dag er nye blomster sprunget ud og der kommer nye billeder i kameraet.
En ting der undrer mig er en solsort, der altid hopper rundt i forhaven. Den kigger bare på mig, når jeg går en runde, det ser ud, som den tænker: ”Nå, det er måske hende der skal bo hos mig nu.”
De kommende måneder vil jeg nyde at se haven vokse til, alt er jo en overraskelse og så må jeg se om der skal være forandring til efteråret.